Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
logo
Mobil menu

F-sporet og Kvisten

F sporet

TUT afdelingen er til børn, som er visiteret efter Servicelovens § 32. Målgruppen er børn med vidtgående fysisk- og psykisk funktionsnedsættelse. Vi modtager børn med multiple funktionsnedsættelser både fysisk og psykisk, herunder hjerneskader og vidtgående autismespektrumsforstyrrelser, massive indlæringsvanskeligheder samt sprog- og kommunikationsvanskeligheder. En del af brugergruppen er kørestolsbrugere. Eleverne har typisk behov for talrige specialiserede hjælpemidler samt massiv støtte til varetagelse af daglige aktiviteter forbundet med at leve. Kendetegnende for børnene er, at de har behov for at være i et skærmet og understøttende specialpædagogisk behandlingsmiljø. På F-sporet arbejdes målrettet med, at udvikle børnenes sociale, sproglige og motoriske kompetencer med udgangspunkt i det enkelte barn. Alle børn på en §32 plads bliver tilbudt fysio- og ergoterapi. Både den specialpædagogiske og terapeutiske indsats besluttes i tæt samarbejde med forældrene, og evt. andre eksterne fagpersoner. Der arbejdes ud fra en anerkendende og relationsorienteret tilgang med afsæt i konkrete handleplaner, der løbende evalueres i samråd med forældre og rådgivere. På F-sporet arbejdes der blandt andet ud fra en neurosekventiel tilgang. Vi anvender f.eks. tegn-til-tale, piktogrammer, billeder, iPads osv. Ligeledes anvender terapeuterne forskellige tests og metoder til udredning af børnene. Vi arbejder desuden ud fra en sanseorienteret tilgang, hvor Snoezel og Low Arousal anvendes. Vi tager blandt andet ud af huset til svømning med børnene, som en del af understøttelsen af deres fysiske udfordringer.

Kvisten

Eleverne, tilknyttet den eksterne skolestue på Specialbørnehjemmet afdeling Kvisten, har samme karakteristika som eleverne i F-klasserne. Dog har de udfordringer der gør, at de ikke evner at deltage i undervisningen på skolen. Undervisningen på Kvisten foregår 1:1 i et individuelt vurderet timetal. 

På Kvisten praktiseres det udvidet skolebegreb – og det overordnede mål er at give eleverne mulighed for størst mulig indflydelse på eget liv. 

Fælles for vores tilbud er, at der er få elever i klasserne, tid til nærvær og positivt udviklende samspil. Samtidig tilrettelægges en individuelt tilpasset specialfaglig indsats for hvert barn, hvilket sker i tæt samspil med forældre og andre relevante samarbejdspartnere. 

Der samarbejdes desuden med relevant fagpersonale såsom: talepædagog, læringsvejleder, fysioterapeut, Center for syn og teknologi, UU-vejleder og evt. handicapteam.